Den 25. oktober 2018 fortalte Henrik og jeg om vores opvækst henholdsvis på Refsnæsskolen og hos vores adoptivforældre på Becksvej i Køge.
Ved at følge dette link kommer du dels til foredraget i lyd, men også til tekstversionen, hvor de enkelte lydklip er sat ind. God fornøjelse med læsningen eller ved at du lytter til vores historie, der varer en time.
Den 8. august 1960 kom min tvillingbror Henrik og jeg til verden, hvor vi begge var blindfødte.
Vi blev født på Næstved Sygehus, men vores biologiske forældre, Orla og Anna Marie Larsen, der ikke kunne tage ansvar for det, at skulle have to blinde børn, der endda var født 3 måneder for tidligt. Vores far var ølkusk på Carlsberg, og vores mor tjener på forskellige beværtninger i København. Vores biologiske far døde i 2003 og hans kone i 2012.
Efter et ophold på godt syv måneder på Rigshospitalet, kom Henrik og jeg på børnehjemmet på Refsnæsskolen ved Kalundborg den 2. marts 1961 og vi rejste fra Refsnæsskolen igen den 19. juni 1976
Vore biologiske forældre har jeg aldrig haft kontakt med. Henrik og jeg har mødt to af vore seende biologiske søskende, men måtte erkende, at vi overhovedet intet havde tilfælles med dem, så den kontakt har vi ikke længere.
I næsten halvandet år var vi uden forældre, men takket være Karen og Børge fra Præstø der ligesom far og mor grundet synshandicap havde gået på Det Kongelige Blindeinstitut på Refsnæs, kom de alle fire en novemberdag i 1962, Karen og Børge for at besøge deres svagsynede datter Helene, og Ove og Linda Olsen, var med dem hvor de for første gang hørte vores kraftfulde stemmer. Vi stod i nogle høje tremmesenge og udstødte nogle frygtelige hyl, har de alle siden fortalt os.
Dette besøg på børnehjemmet hos den søde, men myndige plejemor frøken Jenny Friis betød, at Linda og Ove begyndte at ansøge myndighederne om adoption, hvilket dog først gik i orden langt senere, nemlig i 1974, og jeg tror, at far og mor var de første, synshandicappede forældrepar, der adopterede blinde tvillinger.

I august 1968 flyttede vi så fra Børnehjemmet, og fra plejemoder Jenny Friis, og kom på afdelingen, der hed Østskolen.
Noget af det første jeg husker fra Østskolen var, at vi ikke boede ret langt fra Stranden, og lyden af vand har altid fascineret mig.
Det næste lille minut kan du ved at følge linket her lytte til en optagelse med bølger, der slår mod strandkanten. Lyden af bølger ved strandkanten på Stevns Klint
På Østskolen boede vi 8-10 elever på sovesale, drengene i et afsnit, pigerne i et andet.
I skolen skulle vi som alle andre børn lære at læse og skrive.
Da vi på grund af manglende syn ikke kunne læse de almindelige bogstaver, skulle vi lære punktskrift, eller som det også kaldes Brailleskrift.
Den 19. juni 2015 netop på årsdagen for, hvor jeg forlod Refsnæsskolen i 1976, besøgte jeg skolen på ny.
Institutionen hedder nu Synscenter Refsnæs.
Der mødte jeg Svend Thougaard, som gennem mange år har arbejdet med udvikling og produktion af Brailleskrift.
Svend er normaltseende, og en af dem i Danmark, der ved mest om blindes skriftsprog.
De næste 52,26 minutter fortæller han her om Brailleskriftens tilblivelse, om dens historie, og om produktionen i dag. Svend Thougaard fortæller om de blindes skriftsprog Punktskriften

Nu er det blevet tid at I får en nærmere præsentation af mine forældre, Linda og Ove Olsen.
Min mor, Linda Olsen, født Hansen den 20. maj 1927. Hun havde ledegigt fra hun var godt to år, og tilbragte to år af sit liv på Juelsminde Gigtsanatorium, uden at være hjemme hos hendes forældre, Marie og Hans Christian og søskende Børge, Christian, Peter og Kaj.
I 1938 kom hun på Refsnæsskolen i blindeklasse, og hun rejste til Blindeinstituttet på Kastelsvej 60 i København 1943
Efter hendes skolegang boede hun på Kjæden, der var et hjem for blinde piger, administreret af Kjæde-Ordenen. Hun blev uddannet væver, og da far og mor den 4. januar 1952 flyttede ind på Becksvej 7 i Køge, blev hun hjemmevæver, og solgte sine varer til Blindes Arbejde.
I februar 1952 købte far og mor en Schæferhund for 100 hønseæg på Sømandshjemmet i Køge.
Dax, som hunden kom til at hedde, blev trænet til førerhund af den dygtige, men ret hidsige træner Kaj Nielsen i København. I 14 dage i 1954 boede mor så på Kjæden i København hvor hun trænede sammen med instruktøren og hunden, og så kunne hun rejse hjem til Køge, stolt over, at Dax nu kunne smykke sig med titlen førerhund.
Mor nåede op gennem årene frem til 1999 at have fem førerhunde, så Henrik og jeg er vokset op med førerhund lige fra den første gang, vi kom på Becksvej.

Min far Niels Ove Wolmer Olsen skal selvfølgelig også præsenteres, men det er god skik at skrive noget om kvinden først. Så det har jeg da gjort.
Far drev forfattervirksomhed, og du kan læse mere om ham ved at følge dette link. Minibiografi om Ove Olsen

Karen fra Præstø er stadig blandt mine nærmeste venner, og det venskab sætter jeg virkelig højt. Børge mistede hun og vi andre i december 2014. Vi har så mange fællesinteresser, og takket være Børge, er han årsag til min store interesse for selv at optage lyd, men sandelig også for at lytte til og forstå lydoptagelser.
I juli 1963 fik jeg som den første lov til at komme på 14 dages ferie på Becksvej 7, Køge, hos tante og onkel, som vi i starten fik besked på at skulle kalde vores senere forældre, men det var nok en god måde at gøre det på, for ikke at forskrække os alt for meget.
De dage husker jeg selvfølgelig ikke så meget fra, dog husker jeg, at de havde schæferhunden Dax, og at det hus, de boede i, var ret lille, og at der var en stige nede fra stuen, der førte op på loftet.
Ikke så lang tid efter fik vi besøg af "Tante og Onkel", der kom på børnehjemmet, og alle de andre børn jublede, når der kom besøg fra Køge.
Men de var tit og ofte ved at blive væltet overende, for det var ikke så tit at der kom besøg på Børnehjemmet, og da slet ikke af nogle, der havde en transportabel Philips spolebåndoptager med. Det var jo spændende, for så skulle alle selvfølgelig snakke i mikrofonen og høre sig selv på båndet bagefter. Men Tante og onkel skulle jo da også over og hilse på Karen og Børges datter Helene, der gik på Refsnæsskolen indtil 1965 Hun boede på Østskolen, og i 1964 kom så vores kusine Bitten, der blev kaldt Birthe. Hun er godt tre år ældre end Henrik og jeg, så også på Østskolen, og hende skulle de selvfølgelig også snakke med. På Vestskolen boede der to drenge. Det var Ebert Andersen, hvis forældre Knud og Bente, boede i Køge. Dem havde far og mor lært at kende gennem Folkedanserforeningen. Ebert var ældre end Henrik og jeg, og svagsynet. Den anden dreng, de også skulle besøge, var fars bror Pouls søn Mogens, der også var svagsynet. Så når de besøgte skolen, havde de en travl dag.
Indtil 1966 kom vi kun hjem fire gange om året, nemlig efterår, i julen, til påske og på sommerferie. Nu kom vi hjem hver weekend, og det var sådan, at vi hver 14. dag rejste fra skolen fredag, og blev hentet igen mandag. Ellers kom vi hjem lørdag eftermiddag og skulle allerede tilbage på Refsnæsskolen søndag aften.
I påsken 1964 var vi begge hjemme på Becksvej 7 i Køge, og derfra kan jeg huske, at vi gik en tur på Åsen alle fire med min mors førerhund, Schæferen Dax.
I sommeren 1965 husker jeg, at vi for første gang var med båden fra Kalundborg til Århus, og det var fordi vi med tante og onkel skulle på 14 dages ferie på Dansk Blindesamfunds feriehjem i Østerskov ved Hobro, et sted, vi nåede at komme mange gange siden.
Så kom vi ellers hjem til alle højtiderne, undtagen i julen 1963, da plejemor Jenny Friis insisterede på, at tvillingerne skulle holde jul på Børnehjemmet, hvilket vi selvfølgelig nok ikke rigtig har kunnet forstå dengang, men jeg ved, at far og mor var rigtig kede af det, men de kunne intet gøre. Kender jeg far ret, så er jeg sikker på, at han har gjort, hvad der stod i hans magt for, at vi skulle komme hjem til jul.
Julemåneden på Børnehjemmet på Refsnæs var nu ret hyggelig, og hver aften inden vi skulle i seng var vi inde i frøken Friis private lejlighed, hvor vi hørte julesalmer og sange på grammofonplader, og så læste hun historier for os, blandt andet Peters jul af Johan Krohn.
I sommerferien 1965 var vi en dag ude at lege i haven, og det så den lille pige Lissie, der boede på en lille sidevej til Rasmussensvej, Nicolaivej 12, hun var seks år, og hendes nysgerrighed gjorde, at hun skulle ind for at se, hvem det var, der legede.
Vi legede meget sammen som børn, og når hun fik fri fra skole, kom hun dagligt over til os, hvor vi opholdt os meget i legehuset, og i sandkassen, som far byggede til os, som blev indviet en junidag i 1966, og vores børnehavelærerinde Herdis Stenbæk, der selv var svagsynet, var gæst hos far og mor. En af de ting jeg husker fra den dag er, at frøken Stenbæk var benovet over fars værk, så hun sagde: "Hvor er De dygtig med Deres hænder, hr. Olsen," mens hun til mor, Henrik og jeg sagde du. Når det var dårligt vejr eller koldt, var vi inde, i fyrrummet, hvor der var dejlig varmt, byggede vi hule af en drømmeseng og et par tæpper.
Fra allerførste gang, jeg så Lissie har jeg aldrig mærket, at hun var beklemt ved, at vi ikke kunne se, og hende har jeg stadig et nært venskab med. Vi ser ikke hinanden så tit, men vi ved hvor hinanden bor, og det er dejligt.
En af de traditioner hun og jeg stadig holder i hævd er, at vi mødes hvert år juleaftensdag, og det har vi gjort lige så længe, jeg husker.
Hjemme på Becksvej 7 i Køge skulle der juleaftensdag om formiddagen pyntes juletræ, og det var Lissie altid med til, og mangen en gang har hun frelst os fra skæld ud af mor, når vi fik hængt to stykker julepynt på den samme gren. Det mindes vi næsten hvert år, når vi mødes.
Mens vi pyntede juletræet og kunne nippe af slikskålen, der stod på bordet, var der gang i den gamle spolebåndoptager, hvor far havde indspillet et julebånd, og det skulle vi høre hvert år, og en del af disse melodier har jeg heldigvis nu i min samling i en god kvalitet.
En af de melodier vi hørte og som absolut skulle spilles hvert år, var Musevise med Lille Gitte.

Tre til fire gange årligt var vi i Brenderup på Fyn, for at besøge mormor og morfar, der siden 1929 havde boet på Bryggergården. Det var dage, vi glædede os til, for det var hyggeligt, og mormor var en mester i sit køkken, hvad mor bestemt også var. Vi fik ofte æbleskiver eller pandekager, det spistes der hver lørdag, mandag var det frikadeller eller medisterpølse, og til kaffen søndag eftermiddag var det æblekage eller lagkage.
De havde en dejlig have med både jordbær, stikkelsbær og solbær, blomme- og æbletræer, og som jeg husker det, var der altid mange frugter på, men det har jo nok også været fordi de havde mange træer og buske.
Henrik og jeg fik lov til selv at gå og plukke både bær og frugt, og det var spændende, for så kom vi helt ned til mosen, og kunne høre frøerne om sommeren. Det var også dejligt om aftenen at gå med far og morfar op i marken, og da kunne vi rigtig nyde stilheden.
Den første gang vi var på Bryggergården, fik jeg en ridetur rundt på gårdspladsen på deres store hest Claus, som næste gang var blevet erstattet af en Ferguson traktor, der var noget mere moderne, men ikke mindre spændende. Jeg var stolt, når jeg sad ved siden af morfar og fik lov at dreje på rattet og også at starte traktoren.
Når vi var på besøg i efteråret, var vi altid med far nede ved Brenderup Sluse, og det var en dejlig fornemmelse at høre vandet buldre afsted.
Men en af de ting, jeg glædede mig mest til, var når morbror Christian kom i sin grisebil og sagde: "Nå drenge, vil I med på tur i dag". Da var vi ikke sene til at svare ja. Vi var så med på formiddagsturen, men Christian vidste, at vi skulle være hjemme igen klokken 12, for da blev den varme mad serveret på Bryggergården, og den tid skulle overholdes.
Efter middagen blev der hvilet et par timer, og så var der eftermiddagskaffe. Men det var meget tit at vi igen om eftermiddagen var med Christian på tur.
Hans kunder boede både på Fyn og i Jylland, så det var ofte lange ture, vi fik, og det var bare dejligt at sidde lige ved siden af motoren og høre den spinde. Henrik blev forvist til pladsen ved døren. Det har han nu aldrig bebrejdet mig.
Julen 1969 skulle vi fejre på Bryggergården, og af far og mor fik vi et armbåndsur, forsynet med blindeskrift. Det var dejligt selv at kunne se, hvad klokken var. Uret, vi fik var et kvalitetsur fra Arsa. Vi var selvfølgelig glade for uret, så de gaver vi ellers fik, var for os ikke så spændende, og det var mormor og morfar lidt skuffede over, fik vi senere at vide, men vi mærkede i hvert fald ikke til noget den aften.
Juledag omkring klokken ti, kom Christian og spurgte om vi ville med ud at køre, for han var blevet ringet op og skulle til Holse i nærheden af Brænderup. Det ville vi selvfølgelig gerne, men undrede os over, at han kørte ud i helligdagene. Men sådan var det, at være grisehandler grinede Christian.
Han solgte grise, og da det blev vanskelige tider med handel af grise, blev han inseminør, og så var vi da med ude at køre der også, hvor han havde Nordfyn som distrikt.
Når det var sommer og vi havde spist til aften, skete det ofte at Christian, hans kone Rigmor og datteren Birgitte, der er fem år ældre end os, kom i Obel Kaptajnen, og så gik turen til Varbjerg Strand, og en gang til Trædballehus ved Vejle.

Den 25. april 1988 kunne mormor og morfar fejre deres krondiamantbryllup. De havde altså været gift i 65 år, og den 23. april optog Henrik og jeg en samtale med dem i deres hyggelige stue. Spilletiden er 53,29 minutter, og fortællingen begynder, ved at du aktiverer linket Mormor og morfar Marie og Hans Christian Hansen, Bryggergården i Brenderup fortæller

Af andre uforglemmelige ferier sammen med far og mor, må jeg bestemt ikke glemme vores to rejser til Norge henholdsvis i 1970 og i 1972.
I sommeren 1970 var far førerhund for mor, Henrik og jeg til vores morbrødre i Oslo og Heggedal. En utrolig flot præstation syntes vi.
Siden 1949 har blinde i norden kunne holde ferie på nordens feriehjem, og far og mor havde i sommeren 1972 fået lyst til at opleve midnatssolen. Norges Blindeforbund har et feriecenter ved Narvik, indviet i 1969. Så den 20. juni drog vi fire af sted på en to døgns lang rejse til Nordnorge, en ferie, jeg aldrig glemmer. Norge oplevede den varmeste sommer målt til dato. Vi havde 36 graders varme og det gode vejr kom med os til Norge. 14 dage senere rejste vi til Oslo og besøgte vore morbrødre, og her fulgte det gode vejr med. Og sandelig om ikke det også fulgte med til Danmark den 20. juli dette år.

På en kostskole sker der jo også mange sjove episoder, som rinder i hu, når jeg sidder og skriver om min barndom.
Henrik og jeg har op gennem hele livet altid været vilde med gode og sjove lyde. Blandt andet når glas går i stykker. Vi er enige om, at der er musik i den lyd.
Omkring 1970 hørte vi at Børnehjemmet skulle rives ned. Henrik og jeg blev enige om, at være håndværkerne behjælpelige med nedrivningen, og det arbejde, vi havde lettest ved, var at smadre samtlige ruder i huset. Vi forsynede os med hvert et langt bræt, og så gik vi i krig. Vi nåede at få has på 36 ruder, før afdelingslederen på Østskolen Herman Hansen stille og roligt spurgte: Hvad var det jeg så, og navnlig hørte. Vi blev sendt tilbage til time, og hørte aldrig andet for den historie. Huset står der heldigvis endnu.
Både Henrik og jeg har altid fået skyld for at være gode til at finde rundt. Den evne er det ikke alle blinde beskåret, heller ikke seende. Men en dag blev vi enige om at bortføre vores klassekammerat Birgit. Vi spurgte om hun ville gå tur sammen med os, og da vejret var godt, passede det hende fint. Vi tog hende i hånden og førte hende fra skolebygningen over i en af garagerne på Strandbo, og så løb vi hvad remmer og tøj kunne holde.
Birgit har nok stået der en halv times tid før hun blev fundet, og vi draget til ansvar for udåden.
Jeg har altid interesseret mig for biler, og kunne i barndommen, når der kom besøg på Refsnæs eller hjemme i Køge sige, hvilken bil gæsterne eller personalet kørte i. Skolen havde en minibus som vi elever blev kørt til og fra weekend, til Øjenklinikken på Blindeinstituttet på Rymarksvej og til ridning på Tranemosegård. Den holdt i den midterste af de tre garager ved Strandbo, hvor Materialelaboratoriet dengang lå.
En eftermiddag sagde jeg til Henrik. Jeg kan godt køre bilen ud af garagen og vende den på gårdspladsen. Vil du med og se. Det ville han selvfølgelig gerne. Jeg vidste at nøglerne til bilen hang på et søm lige inden for døren til venstre, og så var det en smal sag at låse fordørene op i bilen. Men hvordan skulle jeg nu få bakket bilen ud. Der var ikke megen plads. Jeg sagde til Henrik at jeg skulle bruge ham som bakspejl, og det vil sige, at han gik ved bagenden af bilen og mærkede om jeg ramte åbningen i garageporten. Vi tænkte ikke over, hvilke fatale konsekvenser det kunne have haft, men vi var heldige, både med, at der ikke skete Henrik noget, og med, at jeg ramte åbningen. Så blev han kommanderet op foran bilen, hvor han skulle mærke om forenden også var ude på gårdspladsen, og da vi var sikker på det, vendte jeg stolt bilen.
Igen kom Herman Hansen og bad mig stige ud af bilen, så han kunne køre den i garage igen. Men heller ikke denne gang skete der mere. Kun, at nøglerne ikke længere hang på det søm.

I 1976 kom vi så fra Refsnæsskolen ved Kalundborg, til Blindeinstituttet på Rymarksvej, og det betød så, at nu var vi blevet voksne, for den 10. september 1976 blev jeg meldt ind i Dansk Blindesamfund med medlemsnummer 7847.

Den 4. november 1983 kunne Statens Institut for Blinde og Svagsynede fejre sit 125 års jubilæum. Festligheden blev afholdt i Rådhushallen i København, og jeg var på plads udstyret med min Sony TCD5 kassettebåndoptager og en Sony stereomikrofon.
Trykker du Enter eller klikker du på linket Statens Blindeinstituts historie, vil du få denne redigerede optagelse i højtalerne. Dansk Blindesamfunds Amatørteater fortæller sammen med skuespiller Jens Okking instituttets historie, og der medvirker også en af mine nærmeste venner nemlig Arne Krogh. Optagelse fra Instituttets 125 års jubilæum

Efter min skolegang på Blindeinstituttet i Hellerup, synes mine forældre og jeg at der skulle forandring til, så gennem flere år havde vi holdt ferie på højskoler, 14 dages ophold, hvor højskolerne havde arrangeret kurser for medlemmer af Dansk Blindesamfund med ledsagere Henrik og jeg kom på Silkeborg højskole den 12. august 1978 Vi var på et 8 måneders kursus på skolen, et ophold, der gav mig virkelig meget, og så også det at komme væk fra institutionsmiljøet, som vi faktisk var opvokset i. Henrik og jeg var de eneste blinde på skolen, men der var desuden et par kørestolsbrugere, ellers var alle de andre elever uden handicap, men vi havde nu 8 dejlige måneder på højskolen, hvor vi en af de første dage vi var der, skulle på kanotur, og det gik fint, for det var sådan set første gang, at jeg skulle prøve at arbejde sammen med en normalt seende, men da jeg først havde fået lært at padle, kan vi jo gøre det på lige fod med alle andre. Vi var på udenlandsrejser til Østtyskland og Ungarn, også med stor succes.

Da jeg havde overstået højskoleopholdet, skulle jeg så i gang med uddannelse, og jeg var slet ikke i tvivl om, hvad jeg skulle vælge. Det var telefonistuddannelsen.
Som nævnt på linket om Ove Olsen var far telefonpasser på Øresundshospitalet, og fungerede som afløser ved omstillingsbordet på Statens bibliotek og trykkeri for blinde i Rønnegade 68, København Ø. Han var ikke uddannet, men klarede opgaven fint.
Jeg kom så på telefonskole på Blindeinstituttet i Hellerup i august 1979, og denne uddannelse var af instituttet sat til at skulle vare 6 måneder.
Jeg kom i praktik hos Tage Rye Jensen på Danmarks Lærerhøjskole, Emdrupborg. Men efter et par dage hos ham, hvor jeg lyttede med på samtalerne ved hjælp af et elevsæt, blev han syg, og jeg fik så praktik ved omstillingsbordet på Blindeinstituttet på Rymarksvej 1 i Hellerup.
Det var en fredag morgen jeg glad og forventningsfuld mødte til praktik, for nu måtte jeg tage telefonen.
Den allerførste samtale jeg modtog var et opkald fra en ældre dame, der skulle stilles om til Statens Øjenklinik, som det hed dengang.
Hun forklarede mig, at hendes syn nu var blevet så dårligt, så nu måtte hun hellere få en tid til kontrol. Jeg oplyste hende om, at nummeret var optaget, og spurgte venligt om hun ville vente. Hendes svar var: "Det bliver mit syn jo ikke bedre af".
Dagen gik, og instruktøren og jeg ønskede hinanden god weekend. Husk nu at komme til tiden på mandag, og du må ikke være beruset.
Nej, selvfølgelig ikke. Jeg kom lidt før arbejdstiden begyndte klokken 8 mandag morgen, men der var ingen instruktør. Jeg ventede forgæves på ham hele dagen. Det var ham, der var gået på værtshus.
Men jeg fik dog åbnet omstillingsbordet, og med lodder og trisser ekspederet dagens samtaler, og kunne klokken 21 lukke omstillingsbordet i Natfunktion. Tage vendte tilbage til jobbet igen den 1. oktober, og efter tre ugers intens praktik indstillede han mig til eksamen, dog med den tilføjelse, at eksamen først måtte være efter den 9. november 1979, for da blev Tage 50, og en skulle jo passe forretningen.
Mandag, den 12. november kunne jeg skrive telefonist på mit CV.
For at få dette telefonistbevis, forlangtes det at vi skulle kende omstillingsbordet tilbunds og kunne 300 telefonnumre udenad. Det blev dog aldrig konstateret, men ved eksamen var der ikke et nummer, jeg måtte slå op, og der var travlt ved omstillingsbordet.
Ved eksamen var lederen af Telefonskolen og to telefonistinder fra KTAS tilstede, og så, at det gik rigtigt til.

Den 19. marts 1980 fik jeg ved hjælp af Blindeinstituttets arbejdskonsulent Walther Sørensen, ansættelse ved Sjællandske Trænregiment på Høvelte Kaserne.
Ved forsvaret hed vi ikke telefonister, næ, vi var skam udnævnt til Telefonoperatører.
Vi var to telefonister, og skal jeg være ærlig, så var der ikke arbejde til en fuldtidsstilling, så med hjælp af Hans Peter Christiansen, der blev min kollega, kammerat og nære ven de næste 34 år, kunne jeg den 10. februar 1981 fortælle personaleofficeren at jeg havde fået job ved Statsskattedirektoratet, Datavej 16, Birkerød, hvor jeg var ansat frem til juli 1996
Vi var fire blinde telefonister, der servicerede de kære skatteydere, og jeg kan med glæde sige, at vi havde et godt ansættelsesforhold, og sammenhold kollegerne imellem.
Det gav mig en daglig transport med bus og tog på cirka fire timer, men jeg havde følgeskab af kolleger og andre medrejsende, blandt andet en metalsliber og en advokatsekretær, og så var det jo bare hyggeligt med sådan en rejse.
Den 14. juni 1991 kunne jeg og Hans Peter så lukke omstillingsbordene ned for sidste gang på Datavej i Birkerød, og fra og med den 17. juni skulle telefonbetjeningen foregå fra Ottiliavej 18B i Valby og med navnet Told og Skat Ottiliavej. Her var vi godt 80 ansatte, og alle kendte hinanden, og vi hjalp også hinanden, og fra den 28. oktober 1991 var jeg den eneste på Ottiliavej, der kunne betjene omstillingsbordet, da Hans Peter var gået på pension.
Det betød, at jeg fra mandag til fredag fik en arbejdsdag der begyndte klokken 8 og sluttede klokken 16,30, og ingen pauser, så det var jo ikke holdbart. Så en dag meldte jeg mig syg, og da jeg kom tilbage dagen efter, bad afdelingschefen mig om, at oplære nogle af mine kolleger. Det var meget lærerigt for mig, det at skulle oplære en seende til at passe omstillingsbordet, jeg brugte stifter i stedet for blinkende lys, men vi havde det virkelig sjovt under disse instruktioner.
I de første måneder af tiden på Ottiliavej sad vi i et kontor for os selv, og det syntes jeg blev lidt ensformigt, efter at Hans Peter var holdt op, så jeg foreslog chefen, at omstillingen blev flyttet ned i receptionen.
Det gav mig udfordringer på en anden front, som jeg ikke havde prøvet før. Jeg var vant til at tale med folk i telefonen, men her kom der skatteydere og indbetalte deres restskatter, selskabsskatter og momsbeløb, men også borgere, der ville vide, om de skulle have penge tilbage. Det gav nogle få ubehagelige konfrontationer, heldigvis kun på ord, men det gav også mangen en hyggelig snak, og anerkendende bemærkninger fra borgere, der virkelig mente, vi gjorde vores job godt.
Jeg fungerede også i en periode som instruktør for eleverne på Telefonskolen på Blindeinstituttet, og har blandt andet lært min kusine at betjene et par omstillingsborde.
Den 3. marts 1996 var det lykkelige eventyr forbi, for afdelingen på Ottiliavej blev lukket ned, og jeg kom til at sidde i telefonekspeditionen i Told og Skattestyrelsen, Tietgens Have, lige ved Nordhavn Station.
Foruden mig var der tre seende kolleger, som alle havde arbejdet sammen i Amaliegade, og hos dem var der ikke noget der hed, at tage imod beskeder, eller yde den service at oplyse borgeren om telefonnummeret til eksempelvis den kommune, der havde skattepapirerne.
Det, at jeg ikke længere måtte yde den service var med til at jeg ikke havde gnist og arbejdsglæde. Der var også andre faktorer, der spillede ind, og som gjorde, at jeg kun var der i fire måneder. Vi var over 800 ansatte, og i kantinen skulle du hente din frokost flere steder i et ø-miljø, tage drikkevarerne et andet sted, og så gå til kassen. Det var ikke mulig som blind, så den 3. juli samme år blev jeg af min læge og konsulenten i Dansk Blindesamfund rådet til at sygemelde mig, og søge om højeste førtidspension, hvilket jeg ret hurtigt fik bevilget.

Så var jeg en kort overgang ansat ved politiet i Køge, men der var heller ikke for meget at bestille, så den ansættelse varede kun et halvt år.

I år 2000 slog Blindeinstituttet så en ny uddannelse op, som de kaldte Callcenteruddannelsen, hvor vi også skulle sidde og tage imod opkald, og det var jo lige mig, så jeg var med på det første hold, hvor vi var fem helt blinde, der gik på det hold i 9 måneder. Men det var ikke en succesoplevelse, for uddannelsen var ikke på det tidspunkt tilrettelagt sådan, at det var opkald, vi skulle tage imod, men derimod sidde og ringe ud og booke møder, og det brød jeg mig ikke om, det skal være kunden, der kommer til mig, og ikke omvendt. Men jeg blev alligevel i Telehandelshus som virksomheden hed dengang, i næsten fire år, så flyttede den til Høje Tåstrup, og mit helbred slog ikke længere til at have job, så jeg måtte stoppe.

Den 2. juni 1982 flyttede jeg så til Holmebækhuse i Herfølge, og der bor jeg stadig, og er glad for det.
Køge fik så den 24. september 1983 S-tog, og det var nu muligt at komme til København med en noget kortere rejsetid, end vi var vat til.
Byen er nu i rivende udvikling, og med Projekt Køge Kyst, får Køge blandt andet et handelscenter ved stationen.
Den 5. august 2015 tog jeg min lille optager med og fik en samtale med borgmester Flemming Christensen om Køge i nutid og fremtid.
De næste 13,28 minutter kan du lytte til denne samtale. Borgmester Flemming Christensen fortæller

Opdateret d. 3.11.2018