Henrik og jeg blev født den 8. august på Næstved Sygehus tre måneder for tidligt, og blev derfra overført til Rigshospitalet i København.
Nu skriver vi den 2. marts 1961. Biltur til Refsnæsskolen og de første to vers af Refsnæssangen

Bilturen er selvfølgelig rekonstrueret, og vores chauffør, der kørte og lagde bil til, var Svend Thougaard. Han har selv gennem en menneskealder arbejdet på Refsnæsskolen. Vi sang de første to vers af Refsnæssangen, som du kan finde på linket ovenfor. Teksten er skrevet som en konfirmationssang af overlærer Jørgen Ehmborg, i marts 1959, sat i musik af stedets klaverlærer Viggo Wøhlk.
Vi blev akkompagneret af vores ven gennem alle årene Lars Petersen.

Børnehjemmet på Refsnæs blev oprettet af grosserer Cornelius Stau der i 1921 købte en nabogrund til Refsnæsskolen på næsten otte tønder land, hvor der var plads til 20 børn i alderen 0 til 7 år.
Plejemor Jenny Friis, der var uddannet sygeplejerske arbejdede på børnehjemmet fra 1947 til 1973.
Vi blev døbt den 29. april 1962 i skolens gymnastiksal ved sognepræst fra Raklev Einar Norup. Vi har for nylig fået at vide, at vi snakkede under hele barnedåben.
Vores biologiske forældre Orla og Anna Marie Larsen havde bestemt at den ene skulle hedde Erik og den anden Gerhart. Min gudmor Birgit Petersen fortæller nu om vores navne. Min gudmor Birgit Petersen fortæller om vores fornavne
Vi blev båret af gudmødrene Birgit Petersen og Ketty Wenneberg, der begge var assistenter på Børnehjemmet.

I november 1962 fik vores kommende adoptivforældre Ove og Linda Olsen et tip fra Karen og Børge Pedersen i Præstø om, at der var et par blinde tvillinger på børnehjemmet.
Karen og Børge, der selv havde været elever på Refsnæs, Børge fra 1934 til 1942 og Karen fra 1946 til 1948, havde nu deres datter Helene, der var svagsynet gående på skolen. Hun rejste fra Refsnæs i 1965 og gik i skole hjemme i Præstø.
Så vidt vi ved er Ove og Linda Olsen første blinde ægtepar, der fik adoptivretten til to blindfødte tvillinger. Adoptionspapirerne gik først i orden i 1974, så indtil da havde vi efternavnet Larsen.

Far og mor besøgte os en gang om måneden og de havde altid båndoptageren med.
I sommeren 1963 var jeg for første gang på 14 dages ferie på Becksvej 7 i Køge.
Julen samme år måtte vi ikke komme hjem for plejemor Jenny Friis, men fra påsken 1964 var vi hjemme i alle ferierne, det vil sige fire gange årligt, og fra 1966 hver weekend.
Fra 1966 skiftede skolen navn til Statens kostskole for blinde og svagsynede, Refsnæsskolen.

I begyndelsen sagde vi onkel og tante, men ret hurtigt blev det til at vi sagde far og mor.

Nu skal der fortælles lidt om dagligdagen på børnehjemmet.
Som i alle andre familier startede vi med at spise morgenmad.
Om formiddagen gik vi på første sal for at komme i børnehave hos frøken Herdis Stenbæk, der selv var svagsynet. Hun gjorde meget ud af anskuelsesundervisning og musik. Af instrumenter vi spillede på kan jeg nævne xylofoner, triangel, tamborin og et pumpeorgel, og det lød ikke særlig godt, men vi var dog på den måde kreative.
Af legesager var der en trapetz og en gynge.
I anskuelsestimen tabte Stenbæk forskellige ting med lyde på gulvet som vi dels skulle høre hvad var og derefter finde.
Stenbæk sørgede for at der jævnligt blev produceret udsendelser på spolebånd fra børnehaven til far og mor, der så efterfølgende sendte båndet retur, med hilsner til os og de andre børn.
Ved at følge dette link kan du nu lytte til et klip fra Børnehaven. Lidt af båndet til far og mor fra Børnehaven

På et af disse bånd gjorde far opmærksom på, at vi ikke kendte forskel på højre og venstre, og foran og bagved, og slog til lyd for, at det skulle vi lære. Et forslag skolen tog velvilligt imod.
Klokken 12 fik vi varm mad, hvor vi blev anbragt ved små runde borde.
Efter middagen skulle vi sove i en liggehal, der var forsynet med en mængde ruder.
En dag ind under jul sang vi På loftet sidder nissen, der slutter med linjen En, to tre, så er de væk. Vores kammerat Kim Høy fortsatte I en sæk fuld af blæk, og da han var meget urolig, sparkede han en af ruderne ud, men der skete ikke ham noget.
En eftermiddag en gang om ugen havde vi enetime hos Herdis Stenbæk i praktiske gøremål, såsom at binde sløjfer på et sløjfebræt, der bestemt ikke var vores stærkeste side, men Stenbæk var ihærdig, og omsider fik vi det da lært.

Når vi ikke var i Børnehaven foregik meget af vores leg udendørs, hvor vi kørte på trehjulede cykler med lad bagpå, hvor styret og sadlen var af metal. Jeg kørte på den lilla, Henrik på den grønne og Claus Nielsen fra Munkebo på den røde.
Claus var vores uadskillige kammerat gennem hele tiden på Refsnæs.
Vi havde desuden en gammel træbåd hvor malingen faktisk var slidt af, og vi havde gynger og en karrusel, der kørte rundt på en gammel jernbaneskinne. Den havde hjul af jern, så det peb nederdrægtigt.
Indendørs havde vi en gyngehest i træ, hoppebolde, snurretop, en elefant i træ, som havde en lang snabel og som vi kunne sidde på. Vi havde også en firkantet kravlegård med et højt rækværk.
Klokken kvart over fem fik vi aftensmad, bestående af rugbrød skåret i kvarte skiver.
Klokken 18,15 skulle vi være i vore senge så vi kunne høre radioudsendelsen For de små med Birgit David, Vivi Leth eller Thorkild Demuth.
Hver søndag formiddag skulle vi lytte til Højmessen i radioen, og om eftermiddagen spillede frøken Friis grammofonplader for os. På den tid var børnepladerne Karius og Baktus, Folk og røvere i Kardemommeby, Den tapre skrædder, Rødhætte Fyrtøjet og Spørgejørgen vore hits.
Jenny Friis forstod at hygge om os, for hver aften i julemåneden kom vi ind til hende i lejligheden, som hun havde på Børnehjemmet, og her læste hun julehistorier for os, og hun delte godter ud. Sikkert noget, hun selv har finansieret. En af de historier hun læste var Johan Krohns Peters jul.
Et par dage før jul var vi på Værnehjemmet, et hjem for blinde kvinder oprettet i 1928, og her læste hjemmets leder frøken Olsen Troldebogen, og Værnehjemspigerne sang julens salmer og sange.
Den sidste aften inden juleferien kom forstander Poul Petersen med slik, og i julegave fik vi alle en lommelygte til tre kroner.
Når vejret var til det, gik personalet tur med os som regel gerne ud mod Kysthospitalet.
Vi besøgte også personalet privat. Hende, vi besøgte mest var Birgit Petersen, der boede i Nygade 2A i Kalundborg, og hos fru Andersen, der var nattevagt. Hun var gift med Viggo, og de havde den halvvoksne søn Søren boende hjemme. De boede på Røsnæsvej. Det var spændende at skulle besøge Andersens, for de havde en Renault 10, og jeg interesserede mig meget for biler dengang.
Et par gange besøgte vi også Ketty og Ib Wenneberg.

En dag hvor vi var fem-seks år gamle, mente Jenny Friis at vi var store nok til at lære værktøjet at kende. Hun gav os hver en hammer, som vi kunne slå i træklodser med. Kort efter vi havde fået hamrene, slog trekløveret Hans, Henrik og Claus hver et stort hul i murstensvæggen, og hamrene blev herefter taget fra os aldeles omgående.

Efter sommerferien 1967 skulle vi begynde i forskolen hos Niels Mathiesen. Han ledede undervisningen, og havde som hjælper lærerinden Kari Norsett ansat.
Hun var mere interesseret i at tage os med ud og se på huse i Kalundborg og omegn, men Mathiesen nåede frem til det resultat, at det var bedre at vi selv byggede et i træ. Huset blev bygget inde i en af de fire nyindviede pavilloner K3 til K6. Forskolen holdt til i K6.
Huset var i to etager. For at komme til første sal klatrede vi op af en rebstige. På første sal var der en lille altan, der ikke var lukket, og der var heller ikke noget rækværk. Når vi skulle ned fra førstesalen, hoppede vi ned på en måtte.
En stige inde i huset førte op til anden sal.

Et andet fag, Refsnæs vægtede højt gennem hele vores skoletid var musik. I forskolen havde vi ugentlige timer med Niels Ove Jørgensen, bedre kendt som Nick.

Samme år som vi begyndte i forskolen flyttede tre af vores gode kammerater fra Børnehjemmet over på Østskolen. Det var Henning Abildgaard, Bent Bomholt og Jens Holger Jensen.
Vi måtte ikke gå over for at besøge dem, og de måtte ikke besøge os, så vi stod og råbte til hinanden. Afstanden var ikke så stor, men alligevel.

Samtidig med, at vi startede i forskolen skulle vi nu gå til morgensang hver morgen klokken 8 i sangsalen på Østskolen. Ved morgensangen skulle vi stå bagest til vi begyndte i tredje klasse, hvor vi fik lov at sidde på bænke.
Vi havde fire sangbøger der svarede til årstiderne. Først blev der sunget en salme, så bad forstander Kurt Kristensen eller hans stedfortræder inspektør Holger Skov fadervor, og så blev der givet meddelelse om, hvem der skulle til læge, tandlæge og øjenlæge samt om der var besøgende på skolen.
Tirsdag og torsdag var tandlægen Børge Ingerslev fra Kalundborg på skolen. Refsnæsskolen havde sin egen tandklinik på Østskolen ved siden af Medicinstuen. Børge Ingerslev blev på sine gamle dage meget svagsynet, så han overså at en af skolens elever havde 28 huller. Det kostede ham stillingen, og vi begyndte herefter at komme til tandlæge Kjeld Christensen i Kalundborg.
Medicinstuen og sygeafdelingen blev myndigt ledet af sygeplejerske Bodil Jacobsen, der også på sine ældre dage mistede meget af sit syn.
Onsdag var øjenlægedag. En gang om måneden kom overlæge Henning Skydsgaard fra Blindeinstituttet i København. Det var et besøg vi glædede os til, for han kom rundt i samtlige klasser og delte flødekarameller ud. De øvrige onsdage blev eleverne fra skolen kørt til Blindeinstituttet i København i skolens røde Folkevognsbus af Erik Hansen, som vi kaldte Madhansen, da han kørte rundt med mad til afdelingerne. Tirsdag og fredag kom huslægen, som skolen kaldte ham, Preben Gamst fra Kalundborg, som samtidig var kredslæge.
Morgensangen sluttede med en fædrelandssang. Det var stedets klaverlærer og organist ved den femtårnede kirke i Kalundborg, Vor Frue Kirke, Viggo Wøhlk, der sad ved flyglet. Nogle kender ham bedre som Viggo Poulsen, og ham vender jeg tilbage til senere i beretningen.
Da vi gennem et stykke tid i foråret 1968 havde brudt reglerne om, at der ikke måtte snakkes under morgensangen, idømte plejemor Jenny Friis Henrik, Claus og mig tre ugers stuearrest.
Claus havde en singleplade med Cæsar, udgivet på Sonet i 1967, der blev forbudt af plejemor, fordi der i sangen Vild engel blev nævnt ryg, røv og lår.. Pladen hørte vi igen og igen, og det kunne vi fordi der ikke var opsyn fra voksne under vores stuearrest. Pladen som vi spillede på en batteridreven rejsegrammofon,som Claus havde, blev temmelig slidt, og til sidst gad vi jo heller ikke høre den mere.
Morgensangen varede cirka et kvarter, og december måned var noget, vi så frem til. Gartner Børge Rasmussen og hans folk havde hængt en adventskrans med 24 lys op under loftet, og vi fra Børnehjemmet blev på skift løftet op for at puste lysene ud.
Kort før jul kom vi over i skolens store køkken, hvor der var uddeling af pebernødder, som vi fik i et kræmmerhus fremstillet af papir til Brailleskrift. Jo større kræmmerhuset var,jo flere pebernødder.
Inden vi fik pebernødderne, skulle vi synge Pebernøddesangen, som gik på melodien Højt fra træets grønne top, men en af skolens lærerinder, Tove Brøgger, der underviste i husgerning, skrev i 1941 et vers som lyder.
Vore pebernødder er, verdens allerbedste. Derfor samles alle her, køkkenet at gæste. Kræmmerhuset fyldt vi får, li'e til randen før vi går, drenge ja og piger, alle tak vi siger.

Henrik og jeg har altid leget med ord, og en dag i en af vores musiktimer med lærer Bjarne Low Petersen bad han om, at få Pebernøddesangen vendt om. Hvis vi kunne det, skulle han nok vende melodien. Det lykkedes for Henrik, og ved at følge dette link, kan du lytte til, først hvordan det lyder når vi synger sangen baglæns, og så umiddelbart herefter den rigtige version. Henrik og jeg synger Pebernøddesangen

Den sidste dag inden juleferien var vi i Raklev Kirke til Gudstjeneste hos pastor Holger Buchhave, der afløste Einar Norup.

Hvert år i forbindelse med Store Bededag blev der om lørdagen afholdt forældredag.
Når vejret tillod det, var der morgensang i skolegården og forstanderen Kurt Kristensen, der tiltrådte sin stilling i 1966 bestemte at vi skulle synge I østen stiger solen op.
Ved forældredagen i 1967 optog far morgensangen, og derfor er det muligt at lytte til optagelsen ved at følge dette link. I østen stiger solen op sunget ved forældredagen i 1967
Efter morgensangen på forældredagen blev der serveret kaffe og rundstykker i gymnastiksalen både for forældre, lærere og elever.Bagefter gik vi i klasserne og viste noget af det, vi havde lært. I 1967 skulle vi lave hakkebøf med løg, hvilket far og mor undrede sig over, men de smagte selvfølgelig på det, vi havde lavet. Fra 14 til 16 var der generalforsamling i Forældreforeningen, stiftet 1950, og dagen sluttede med fællesspisning som regel blev der serveret frikadeller og kold kartoffelsalat i gymnastiksalen.

Far og mor kom gerne på Store Bededag, hvor de boede hos Elisabeth Kjellerup der var mors plejemor på Østskolen, da hun var på Refsnæs i perioden 1938 til 1943. Far var på Refsnæs fra 1936 til 1939, og boede på Vestskolen, der blev ledet af Anders Øer Jensen. De sidste år, når de kom til forældredag boede de hos Poul og Edith Glygård.
Poul, der selv havde været elev på Refsnæs fra 1919 til 1922, fremstillede bøger i Brailleskrift som han skrev på en stereotyperingsmaskine fra århundredskiftet, som trykte de følbare prikker på en sinkplade. Når bøgerne var færdigskrevet på sinkpladerne, kom de ned i trykkeriet til Vagn Lassen, der fik prikkerne fra pladerne over på papir ved hjælp af en Victoriapresse. Inden vi fik bøgerne blev de sendt til korrekturlæsning hos Oluf Tangager, der selv var helt blind.
Bøgerne blev brugt af skolens elever, og det, han skrev var både faglitteratur og skønlitteratur. Hans kone Edith indlæste bøgerne fra almindelig skrift på de gammeldags spolebånd så han havde noget at skrive af efter. Inden hans ansættelse på Refsnæsskolen i 1968 drev han Dansk Blindesamfunds trykkeri på Grøndalsvænge Allé 72 København F.
Poul sad i trykkeriet på Fjordhøj, det, der indtil 1970 hed Værnehjemmet.
Refsnæsskolen udbyggede sin produktion af punktmateriale og den 1. oktober 1971 blev Ole Jerichow ansat som stereotypør. Ole havde normalt syn, og havde tidligere arbejdet på Statens bibliotek og trykkeri for blinde i Rønnegade 1, København Ø. Hos Ole og Poul fik jeg mangen en eftermiddag til at gå med at hjælpe dem med at skrive og læse korrektur. Hvis der var en prik for meget i et bogstav, kunne vi på sinkpladen fjerne den med en hammer og en dorn.

Efter sommerferien 1968 kom vi på Østskolen. Det var en kostafdeling for både piger og drenge i alderen 7 til 16 år.
Bygningen var i tre etager. Vi kom fra skolegården ind i bislaget, hvor vi havde hver sit rum, hvor vi skulle hænge overtøjet og der var plads til sko og støvler. Der var også et rum til at opbevare vores rulleskøjter.
I underetagen var der skolekøkken, personalets spisestue, inspektionskontoret, en hjørnebænk, hvor der i vindueskarmen stod en gammel telefon med håndsving, telefonbox, toiletter, en dør, der førte ud til skolens område, og det var også her, busserne hentede os, når vi skulle på weekend og ferier. Trappe ned til kælderen og til første og anden sal, et lille gæstekøkken, elevernes spisestue, Så havde pigerne deres legestue, Hulen, der var de store pigers opholdsrum, og hvor vi ikke måtte komme, et par stuer med veranda, skolens telefonomstilling, forstanderens kontor, musiklærer Viggo Wøhlks lokale og sangsalen.
For enden af gangen var der en anden dør, der førte ud til legepladsen, en græsplæne og en flisegang, der gik over til skolebygningens bagside, og der kunne vi gå op ad tyskertrappen.
På første sal var der sovestuer, badeværelse, tandlægeklinik, medicinstue og lægens konsultationsrum med badeværelse. Da det nye børnehjem Stausgården blev bygget i 1970, blev der på et tidspunkt oprettet et ambulatorium, hvor læge og sygeplejerske holdt til.
På anden sal var der systue og oldfrueboligen. Oldfruen hed i 1968 Gerda Ougård, der senere blev afløst af Else Nielsen. I 1971 flyttede de store piger op på anden sal.
Vi boede ti mand på sovesalene for drenge, og jeg boede på stue 10, og mit tøj på Refsnæs havde også nummer 10. Vi sov i køjesenge og til vores ejendele havde vi en stol med låg. På sovesalen var der en håndvask og et tandkrus af rustfrit stål.
Sådan boede vi indtil påskeferien 1971 hvor vi flyttede ind på et tremandsværelse, som Henrik og jeg delte med Andreas Møller Petersen fra Smedeby ved Kruså.
Værelset vi flyttede ind i, havde tidligere været benyttet som lejlighed af plejemødrene Elisabeth Kjellerup og Kirsten Knudsen.
Den 17. marts 1974 holdt vi så flyttedag igen. Nu kom vi på den nyopførte kostafdeling Lærkehuset i Byens Mose, og her fik jeg eneværelse, så det var ren luksus, for nu fik jeg både stol, skrivebord og skab. Vi boede en halv snes elever på Lærkehuset. Morgen og eftermiddag gik vi til og fra skole, og det var cirka en kilometers vej.
Samtidig med at Lærkehuset blev bygget, opførte man to andre kostafdelinger, Pilehuset og Tjørnehuset, der også lå i Byens Mose.
De tre bygninger er nu jævnet med jorden.
Det sidste år vi var på Refsnæs flyttede vi på Vestskolen, en kostafdeling der tidligere kun havde været for drenge, men nu var der også piger, og nu måtte vi godt tale med dem. Men vi måtte ikke have besøg af pigerne på værelset.
Jeg delte værelse med Erland Rasmussen, der havde sine forældre på Røsnæsvej ikke så langt fra skolen, så ham besøgte jeg af og til om eftermiddagene.

Men jeg vender tilbage til livet på Østskolen og året 1968. Klokken 7,10 stillede vi op foran spisestuen hvor vi ventede på, at den inspektionshavende sagde Værsgo', og ti minutter i 8 stillede vi igen op foran spisestuen og marcherede nu to og to til sangsalen hvor der var morgensang.
Vi startede som 8-årige i første klasse, hos vores klasselærer Karen Wedel.
Vi var fire elever i klassen, og de to andre var Birgit Ejlertsen og Bente Holstebro. Bente havde en lille smule syn, men læste Brailleskrift ligesom os andre.
Brailleskriften, der består af seks prikker i to lodrette rækker, lærte vi ved hjælp af et blommebræt. Det var et bræt, hvor der lige var plads til seks pinde, og hvor vi kunne kombinere de enkelte bogstaver.
Når vi kunne alle bogstaverne fik vi hver en træramme med en metalplade og blyklodser og da lagde vi så de enkelte bogstaver ned, så de dannede ord. Sidenhen gik vi over til at skrive på Perkinsmaskine, der får de seks prikker ud på papir, og vi lærte også at skrive på prentavle, hvor vi med en spids genstand trykkede de enkelte prikker ned på papir.
Ved at følge dette link kan du nu lytte til et klip fra en dansktime med Karen Wedel, optaget af vores far Ove Olsen. Lydoptagelse fra dansktime i første klasse med lærer Karen Wedel
Af andre skolefag kan jeg nævne Kristendomskundskab med Ingeborg Zwicky, der var svagsynet, men ellers en rigtig god og flink lærerinde. anskuelsesundervisning med Elise Ellebæk, der fra tredje til femte klasse blev vores klasselærer, og herefter var det Jørgen Ehmborg, der var klasselærer. Så havde vi klaver og guitarundervisning med Viggo Wøhlk og Bjarne Low Petersen, korsang med Hanne Plaetner og Eva Wisti, blokfløjte hos fru Plaetner. Fløjteorkestret gav flere koncerter både på og udenfor skolen.
Så havde vi svømning med Inga Bloch og Vibeke Høtoft. Efter Høtofts fratræden kom Helga Hvass. Undervisningen foregik i skolens egen svømmehal opført 1940. Når vandet var over 14 grader varmt i Kalundborg Fjord foregik svømmeundervisningen der. Vi havde tre badehuse på stranden. Det ene tilhørte forstanderen, mens de to andre var et til drenge og et til piger. Vi klædte omi disse små huse.
De første år gik vi over Kystvejen for at komme på Strandmarken, men trafikken blev voldsommere, så der blev i 1970 opført en gangbro, som vi skulle benytte. Når de voksne ikke var med, smuttede vi over Kystvejen. Når vejret var godt, gik vi om eftermiddagen med personalet på Strandmarken hvor vi fik saftevand og kiks med smør. Henrik og jeg brugte meget tid i Stjernehytten, der også gik under navnet Mamrelund. Det var en hytte med halvtag og med bænke hele vejen rundt i stjernen.
Om vinteren kælkede vi, og der blev holdt skarpt øje med, at vi ikke kørte i fjorden.
Når der ikke var sne og is, brugte Henrik og jeg meget tid på at kaste sten i vandet, for vi havde en plan om, at rydde stranden for sten. Claus og jeg byggede en kløft af sten, og vi kunne faktisk gå ret langt ud i vandet på den kløft.
I gymnastiksalen havde vi de almindelige redskaber, såsom plint, hest, bom, ringe og trapetz. Men en ting gjorde Henrik og jeg sammen med vores gymnastiklærer Lennart Vinge, der var usædvanligt.
Over gymnastiksalen var der en balkon, og en dag spurgte Lennart om, hvem der turde hoppe ud oppe fra balkonen sammen med ham. Kun Henrik og jeg meldte os. Vi klatrede op af ribben, og stod nu med hælene på det meget smalle murværk og med Lennart i hver sin hånd sprang vi de tre meter ned, og landede på en måtte på gulvet. Til sidst sprang vi helt uden måtte under.
I sommerhalvåret foregik gymnastikken på skolens sportsplads, der blev anlagt i 19689, samtidig med kostafdelingerne Birkehuset og Egehuset. På sportspladsen udfoldede vi os i 60 meters løb på tid, hvor vores lærer Karsten Ahrens agerede starter og tidtager. Vi dyrkede længdespring, hvor jeg nåede ud på 2,10 meter, trespring, kuglestød og højdespring.
En anden lærer Kai Otto Jensen var idémanden til at vi kom ud på marchture på 10 til 15 kilometer, hvor vi for hver tur fik et diplom.
Vi havde geografi med Elise Ellebæk, hvor de følbare kort var specielt fremstillet i plast af Holck i Århus, der arbejdede for skolens materialelaboratorium, der havde til huse på Strandbo.
I regning havde vi i de første klasser Bente Vinge og startede med regning på kugleramme. Der var tre lodrette rækker med ni perler i hver, så vi kunne på den regne op til 999. Siden gik vi over til Abacus, der stammer fra Kina og blev brugt så tidligt som i det 13. århundrede.
Ved at aktivere dette link får du nu et klip fra en regnetime med Bente Vinge, også optaget af vores far. Optagelse fra en regnetime med Bente Vinge
Faget sløjd havde vi med skolens tømrer Knud Jensen, og det var faktisk ham, der lavede de få ting, vi havde med hjem til far og mor. Jeg fik et fuglehus og et bord med kakler færdigt.
I foråret kom faget Mobility på skoleskemaet. Det betød at vi skulle lære at færdes med den lange hvide stok, og vore undervisere i dette fag var Wanda Williams, Gitte Bjerre, Mads Finn Larsen og Holger Skov.
Da vi kunne selve stokketeknikken begyndte vi at gå på landevejen, og den første vejprøve vi erhvervede var at gå til købmanden Frede Møller inde på Gisselørevej. Vi lærte hurtigt vejen, og ret kort herefter kunne vi på egen hånd gå rundt i Kalundborg by.
Når vi selv gik på vejen, havde vi forskellige kort med bestemte farver, så hvis vi for eksempel skulle til Kalundborg, skulle vi hos inspektionen bede om at få det blå kort. Til Gisselørekøbmanden skulle vi have det gule.
Det var et held for Henrik og jeg at vi så hurtigt fik lært vejen til købmanden, for hos ham kunne vi købe nye fodbolde, og dem blev der hårdt brug for. I boldene var der ingen klokke, så de blev af og til væk for os.
Nu vil mange nok spørge hvor vi fik penge fra til nye fodbolde, og svaretr er, at det gjorde vi ved at have jobs, der gav ekstra lommepenge. Pr. job vi havde fik vi seks kroner ekstra om måneden. På et tidspunkt havde jeg fem jobs på en gang. Jobbene kunne bestå i at aflevere sko til pudsning, køre rundt med mad til skolens kostafdelinger, passe frugtboden hvor der blev solgt frugt og sodavand.
Refsnæs arrangerede hvert år den første dag efter sommerferien tur til Fyrrebakken, hvor der var forskellige konkurrencer såsom sækkevæddeløb, tovtrækning og kartoffelløb. Det betød, at vi løb med en kartoffel på en ske, og hvis vi tabte kartoflen, var vi ude af konkurrencen. Der var også den årlige brandøvelse i skolegården, hvor Kalundborg Brandvæsen var til stede med skum og brandbiler og det hele. Vi fik en helikoptertur fra Kaldred Flyveplads. Tur i bil med Odd Fellowbrødrene fra Kalundborg og var et par gange i Tivoli og Zoologisk Have.
På skolen kom der også kendte kunstnere og underholdt. Der kan nævnes glasspilleren fra Århus Erik Hansen, violinisten Wandy Tworek, Peter Belli og Brødrene Olsen.
Meget af Henriks og min fritid gik med at spille fodbold i skolegården, og vi spillede hele året rundt. Målene var hele den 18 meter lange perkula langs gymnastiksalen og hegnet ind mod den lille have ved Østskolen i den modsatte ende. Den 11. marts 1976 optog Danmarks Radio vores fodboldspil, og det var ved at koste et ødelagt kamera.
Vi var så kendte på skolen for vort fodboldspil at den fungerende forstander Holger Skov omtalte det i sin tale ved Refsnæsskolens 75 års jubilæum den 1. november 1973, hvor dronning Margrethe og socialminister Eva Gredahl var til stede.
På jubilæumsdagen fulgte dronningen og ministeren undervisningen i vores klasse med Elise Ellebæk.
Om eftermiddagen var der underholdning med Eddie Skoller i Kalundborghallen, og Henrik og jeg var konferencier ved arrangementet.
Hvis du følger dette link kan du høre lidt af Holger Skovs tale i gymnastiksalen på jubilæumsdagen. Klip fra Holger Skovs tale ved 75 års jubilæet på Refsnæs
Gennem to år forsøgte Poul Glygård at lære os kunstsproget Esperanto, men uden held. Undervisningen foregik i deres private hjem, Vi var mere interesseret i at høre hans kone Edith spille klaver for os, Pouls gamle Refsnæshistorier, kaffe og citronkage.
En dag kom Ole Jerichow og fortalte, at Dansk Blindesamfund arrangerede et løb for blinde tandemcyklister til fordel for Solgaveindsamlingen, så løbet havde fået navnet Solgaveløbet, hvis idémand er Aage Michelsen fra Ålborg.
Ole spurgte om vi ville køre dette løb, og det ville vi selvfølgelig. Vi tog til Farum den 25. maj 1975, og foruden Ole Jerichow var også Ole Bødtger Jürgensen, hvis kone Merete arbejdede på materialelaboratoriet med som piloter. Vi kørte 55 kilometer, og Ole Bødtger og jeg blev nummer 26, mens Henrik og Ole Jerichow sluttede som nummer 36.
Allerede tre dage senere stiftede vi Tandemklubben Refsnæs, hvor jeg blev klubbens første formand. Henrik Møller blev kasserer. I bestyrelsen sad desuden Ole Jerichow, Ole Bødtger og cykelhandler Peter Madsen.
To af skolens elever Tommy Graugård og Henrik Møller købte hver en specialbygget tandem til en værdi af 20.000 kroner hos Peter Madsen, der selv fremstillede cyklerne.
Kontingentet var fem kroner om måneden og vi kørte hver onsdag aften i sommerhalvåret. Om vinteren havde vi hyggeligt samvær i Strandbos lokaler.
A.P. Møller Fonden gav Dansk Blindesamfund 50 tandemcykler, og tandemklubben Refsnæs fik de fire. Cyklerne var ikke særlig gode, de var tunge og når man cyklede på dem, føltes det som om, du sad på en gyngehest.
I sommerferien 1976, kort efter vi rejste fra Refsnæs var vi med tandemklubben otte dage på Bornholm hvor vi cyklede øen rundt. Ole Jerichow og Ole Bødtger havde deres koner Lene og Merete med, og vi havde en uforglemmelig ferie. Blandt andet blev Henrik og jeg interviewet til Bornholms Radio af Erik Truelsen.

Gennem så mange år og for vores vedkommende blev det godt 15 år, kan det ikke undgås, at der sker et og andet. Og hvis du følger dette link kan du læse nogle af de unoder, jeg har været med til. Nogle ulykker fra vores tid på Refsnæs

Vores tid på Refsnæs, der altid vækker mange gode minder sluttede lørdag den 19. juni 1976, og alle os, der rejste fra skolen fik af forstander Keld Stockholm en rose.
Ved at følge dette link får du tredje og sidste vers af Refsnæssangen. Tredje vers af Refsnæssangen

Ved at følge dette link kan du nu læse om vores oplevelser hos far og mor på Becksvej 7 i Køge. Livet hos far og mor på Becksvej i Køge

Opdateret d. 15.11.2018